Baggrund og formålsbeskrivelse for selskabet
Religionspsykologien er psykologien om livsorienteringer. Det er universelt for menneskelivet, at der er givet eksistentielle rammer for det, men menneskers forståelser af disse rammer er meget forskellige. De ændres, udvikles og varieres naturligt gennem et menneskeliv.
Religionspsykologi anvendes her som paraply-betegnelsen for psykologiske perspektiver på såvel sekulære, åndelige / spirituelle og religiøse tilgange til de eksistentielle dimensioner. Religionspsykologi handler derfor ikke kun om religion, hvilket imidlertid er det historiske navn for fagdisciplinen, der er lige så gammel som psykologien selv.
Selskab for religionspsykologi og eksistens har til formål at fremme og udvikle det psykologiske vidensområde, der omhandler de psykologiske dimensioner af verdensbillede, livssyn og trosliv, som det giver sig udtryk i personlige livsorienteringer. Fagfeltet er internationalt og psykologihistorisk bredt funderet, og selskabet ønsker at bidrage til den religionspsykologiske fagudvikling og faganvendelse såvel nationalt som internationalt.
Religionspsykologien bygger på en pluralistisk forståelse af videnskabelighed, hvor religionspsykologisk teori og empiri er bærende fagelementer, men hvor også eksistentiel filosofi, religionsvidenskabelig indsigt og teologiske perspektiver kan inddrages.
Udvikling af religionspsykologien som psykologisk fagdisciplin sker i den psykologiske videnskabs fagramme, mens religionspsykologien som praktisk fag og klinisk område gerne udvikles i et tværfagligt samarbejde mellem andre anvendelsesorienterede professioner som fx præster, imamer, sygeplejersker og læger. Fagets praktiske anvendelse udvikles gennem interaktionen mellem forskning, teoriudvikling, vidensopsamling, uddannelse og efteruddannelse i de specifikke kliniske sammenhænge og professioner.
Religionspsykologien er også en dimension i andre psykologiske fagområder, herunder personlighedspsykologien, hvor religionspsykologien traditionelt har udfoldet sig. Andre vigtige områder er udviklingspsykologien, motivationspsykologien og ikke mindst sundhedspsykologien og den kliniske psykologi, hvor den anvendte religionspsykologi kan bibringe den psykologiske praksis faglige indsigter og medvirke til udvikling af adækvate praksisformer. Religionspsykologien har derudover er særligt ansvars- og anvendelsesområde omkring eksistentiel sundhed.
Selskabet er skabt for at fremme kendskabet til religionspsykologi og religionspsykologisk informeret praksis blandt danske psykologer, men også som støtte til de øvrige professioner, der grænser op til feltet. Selskabet tilstræber international forankring via forskningsmæssige, formidlingsmæssige og praksisorienterede samarbejder med de øvrige nordiske lande og bredt internationalt.
Selskabet har en særlig forpligtelse til at søge kendskab og indsigt i forhold til minoriteters trossamfund og religioner (herunder også humanistiske/ateistiske organiserede orienteringer), særligt hvor disse orienteringer er potentielt repræsenterede blandt klienter i den kliniske psykologi.
Skulle selskabet råde over økonomiske midler, skal selskabet arbejde for og støtte selvstændig dansk forskning, teoriudvikling og formidling af religionspsykologi hvor muligt, også gerne i internationale (nordiske) netværk. Dette inkluderer støtte til forskning, uddannelse og formidling på alle akademiske niveauer.
Hvad kunne RelEx tænkes at bidrage med i landskabet af psykologer, der er interesserede i religionspsykologi og eksistens/fænomenologi?
Løse tanker kunne være:
Faglig inspiration og sparring – Et sted hvor de kan se hvad andre psykologer arbejder med inden for religionspsykologi og eksistentielle spørgsmål. Det kan give idéer til egen praksis og forskning, og skabe lyst til at diskutere vanskelige kliniske eller teoretiske spørgsmål.
Aktuelle kilder og litteratur – Kuraterede links, anbefalinger eller diskussioner om relevant forskning, bøger og artikler. Dette område er ikke altid godt dækket i mainstream psykologisk litteratur, så et samlet overblik ville være værdifuldt.
Praktisk vejledning – Konkrete artikler eller guides om hvordan man arbejder klinisk med religiøse og eksistentielle temaer – f.eks. håndtering af værdiforskelle med klienter, etiske overvejelser, eller måder at integrere fænomenologi i terapien.
Fællesskab og validering – Mange psykologer kan føle sig lidt alene med disse esoteriske interesser. Et netværk hvor dette fokus er helt naturligt og værdsat, kan være motiverende og professionelt berigende.
Arrangementer og læring – Seminarer, webinarer eller læsekredse hvor i diskuterer temaer sammen – både teorier og cases.
Ressourcer til undervisning – Materialer som kan bruges i undervisning eller supervision af kommende psykologer.






